Hotel Dagmar anno 1581 er landets ældste hotel - og et fantastisk stykke dansk hotelkultur, der er værd at opleve. Du finder det i Ribe på den jyske vestkyst.
Hotel Dagmar på Torvet i Ribe et glimrende udgangspunkt for at se nærmere på byens historie og en seværdighed i sig selv med sine røde mure og flotte tegltag. Bygningen blev opført i 1581 som bopæl for borgmesteren og byens gæster. Omkring år 1800 fik bygningen status af gæstgivergård, og i 1912 fik hotellet sit nuværende navn efter Kong Valdemar Sejrs højtelskede Dronning Dagmar. Fra 1956 til 2008 har hotellet været i familieeje, som gennem to generationer har gennemført moderniseringer med respekt for stedets ånd og atmosfære. I dag er hotellet ejet af Danske Hoteller. Hotel Dagmar har 50 dobbeltværelser med bad og toilet og trådløst internet. Indretningen er romantisk og hyggelig – de smukt renoverede møbler, ditto malerier og lamper skaber en stemning der bedst kan beskrives som værende a la Korsbæk fra Matador. Om sommeren kan du nyde en drink inden middagen eller aftenkaffen uden for, sammen med synet af de smalle brostensbelagte gader og fredede bindingsværkshuse i Ribes gamle bydel.
Hotellets restaurant Dagmar er en gourmetrestaurant med friske fiskeretter på kortet. Danske sæson råvarer og i vid udstrækning lokale råvarer prioriteres højt, hvilket er fuldt forståeligt, når man tænker på alle de friske fisk, østers og skaldyr, der kan hives lige op af vandet i området. I vinterhalvåret har restauranten forskudte åbningstider.
Værd at vide
Værelser: 50 x dobbeltværelser inkl. Brudeværelse. Alle værelser har en hyggelig og nostalgisk stemning, men Brudeværelse med himmelseng og udsigt til Ribe Domkirke er en særlig oplevelse – også selv om man ikke er nygift.
Faciliteter: Gourmetrestauranten Dagmar og den mere uformelle kælderrestaurant Vægterkælderen har åbent hele dagen fra kl. 12.00 til 22.00. Se de aktuelle åbningsider på www.hoteldagmar.dk. Om sommeren er der udendørsservering under træerne på det gamle torv. Selskaber efter aftale. Møde- og konferencefaciliteter.