I Skanör i det sydvestlige Skåne finder du Skanör Fiskrögeri – matställe & butik. Et slaraffenland, hvis du elsker fisk og skaldyr. I butikken kan du købe ind til frokosten i det grønne eller til middagen i sommerhuset.
Du finder Skanör Fiskrögeri i Skanör havn – kig efter de to store, hvide skorstene, som pryder den charmerende røde bygning, hvor Charlotte Lendrop og Markus Holmberg byder velkommen fra april til september. I butikken kan du købe alverdens gode sager med hjem. Hjemmerøget fisk i alle afarter, forskellige typer marinerede sild, patéer samt friske og røgede skaldyr. Naturligvis suppleret med dips og saucer. Skal det være nemt, så køb en af Skanör Fiskrögeriets madposer med alt til et godt måltid for 2 personer. Der findes flere forskellige poser, og de kan fx indeholde røget makrel, røgede rejer, urtesauce, kartoffel- og bønnesalat, groft brød og knækbrød. Butikken har åbent fra april til slutningen af september samt i ugen op til jul.
Du kan også vælge at spise i restauranten eller på terrassen. Røget, stegt – kogt, grillet – der er noget for enhver smag på Skanör Fiskrögeris menukort. Også den lækreste skånske okse- eller kalvefilet, hvis du har lyst til andet end fisk. Markus tryller i gourmetkøkkenet med vidunderlige fisk og skaldyr i skøn forening med et udvalg af Skånes pragtfulde råvarer. ”Et måltid uden dessert er som en uafsluttet sætning”, siger de på Skanör Fiskrögeri, så selvfølgelig er der også plads til det søde punktum på kortet. F.eks. i form af retter med skønne, svenske bær. Røgeriet inviterer løbende til events i form af madlavningsaftener og Sildeskole eller snapsesmagninger. Ring for nærmere oplysninger om tid og sted.
Værd at vide
Sæsonåbent: Skanör Fiskrögeri – matställe & butik – har åbent fra april til slutningen af september.
Jul i butikken: I ugen op til jul holder Skanör Fiskrögeris butik åbent, så der kan købes ind til julefrokosterne.
En sommeraften på terrassen: Svensk sommer når det er bedst. På terrassen i Skanör havn med gourmet-fiskeretter på tallerkenerne.
Priser og medlemsskaber: Skånske Madoplevelser / Sveriges Bedste Bord / White Guide – Sveriges bedste restauranter.