Ruths Hotel

Autentisk. Gennemrestaureret. Og absolut hipt. En ferie i Gl. Skagen er for mange indbegrebet af sommer. Men efter ejerskifte og renovering af det pragtfulde, over 100 år gamle badehotel har man i de senere år kunnet besøge Ruths Hotel året rundt. Hver sæson har sin charme i den rå og særegne natur. Et ophold på den nordligste spids af det europæiske fastland er altid noget særligt; og på Ruths Hotel er det en luksusoplevelse tilsat fransk brasserie-stemning, gourmetkunst og wellness. Et ophold, der gør dig rigere, som de siger på hotellet.

Skagenslys ved Ruths Hotel
Ruths Hotel ser vidunderligt ud. Den hvide hovedbygning med det røde tag, store balkoner, masser af vinduer og dobbelte terrassedøre, der åbner for det specielle Skagenslys. Et lys som har fascineret og inspireret malere gennem hundreder af år. Fra badehotellet i Gl. Skagens klitter er der ikke mange meter til vandet og spredt ud over området ser man de nænsomt renoverede Skagenshuse.


Dansk sommer
Sommeren er højsæson på Ruths Hotel, hvor hovedparten af de 53 dobbelt-værelser bookes fra år til år af de samme gæster. Gæster som ikke kunne forestille sig en dansk sommer uden et besøg i Gl. Skagen. Ruths Hotel er mødestedet i området, og det kan virke som om, at de fleste kender hinanden på forhånd. Brasseriet og terrasse ved Ruths Hotel er fyldt med gæster dagen igennem. Der spises, hygges, drikkes, flirtes – og man følges til solnedgangspladsen for at klappe solen ned; en Gl. Skagen-skik som holdes i hævd herude i klitterne.


Spis på Ruths Hotel
Brasseriet og Gourmet restauranten ledes af franske Michel Michaud, og han har lagt et overordentligt højt kvalitetsniveau på stedet, som feriegæster og lokale kan glæde sig over hele året. Ruths Hotel har kun lukket henover julen, og fejrer til gengæld det nye år med et brag af en nytårsfest med masser af gæster.


De fire årstider i køkkenet
I begge restauranter er stilen forankret i de franske traditioner, men lokale danske råvarer blandes med udsøgte franske. Om sommeren ledsager egnens nye kartofler de friske danske fisk og skaldyr, der er trukket direkte op af havet. Østers, krabber, torsk, pighvar – sæsonens fisk fra de lokale fiskehandlere er altid på menukortet, og også kødleverandørerne er omhyggeligt udvalgt af stedets franske Chef. Om efteråret står menuen på vildt, og januar og februar er trøffelmåneder.

Frugt og grønt bliver leveret direkte fra torvet i Paris, og som supplement udnytter køkkenet, hvad der findes i naturen på egnen. For eksempel hyben og brombær om sommeren og kantareller og andre svampe om efteråret.


Wellness
Afslapning og forkælelse er hovedformålet med et ophold på Ruths Hotel. Det blev understreget, da hotellet i forbindelse med ejerskiftet åbnede en wellnessafdeling – en lille eksklusiv velværeafdeling med træningsmaskiner, sauna, dampbad og terapibassin samt mulighed for at booke massage, akupunktur og andre ansigts- og kropsbehandlinger. Ruths Hotels wellnessafdeling er et skønt sted at trække sig tilbage til efter en lang sightseeing-dag eller en kølig vinterdag, hvor himmel og jord står i et udenfor. For forkælelse, afslapning og velvære hører langtfra kun sommeren til på Ruths Hotel i Gl. Skagen.

For overnattende gæster på Ruths Hotel er adgang til wellnessafdelingen inkluderet i overnatningsprisen.

 



Overnatning?
Med EatCard får du 15% rabat, når du booker overnatninger på Ruths Hotel. Læs mere.



EatCard extra:
Ruths Brasserie?
Med EatCard får i dagens 3-retters menu med vine for 500 kr. (normalpris: 625 kr.) Læs mere.