Medlemsbetingelser for EatCard

1 Generelt

1.1 Disse generelle betingelser udgør sammen med de individuelle betingelser, som du modtager i forbindelse med indgåelsen af din aftale, de samlede betingelser, der gælder mellem dig og EatCard. Hvis du har modtaget et EatCard medlemskab fra andre, er det uden omkostninger for dig og det er disse generelle betingelser der er gældende.

2 Dit EatCard

2.1 EatCard er et fordelskort, der giver dig særlige fordele på restauranter, kroer og hoteller. Derudover giver kortet særlige fordele i en række forretninger ligesom EatCard også giver adgang til en række unikke rejseoplevelser.

2.2 De til enhver tid gældende rabataftaler, tilbud, fordele og arrangementer, der tilbydes af vores samarbejdspartnere, kan findes på www.eatcard.dk

2.3 EatCard tager forbehold for eventuelle fejl eller ændringer i oplysninger om samarbejdspartnere, rabatordninger, fordele og andre tilbud.

2.4 Ved brug af kortet på de restauranter der er tilknyttet EatCard skal du blot fremvise dit kort når du beder om regningen. Det gør det enkelt for restauranten at fratrække rabatten før betaling. Rabatten hos de restauranter der er tilknyttet EatCard er 10% på hele regningen. Kortet omfatter medlem og op til 5 gæster. Den rabat EatCard udløser kan ikke kombineres med andre rabatter. Er I et større selskab, så tag kontakt til restauranten i forvejen og bed om et særligt tilbud.

2.5 Ved brug på kroer, hoteller eller andre steder hvor overnatninger indgår i pakken, skal dit EatCard kortnummer oplyses ved reservation, og EatCard skal fremvises ved ankomst og før betaling. Hver enkelt kro, hotel eller rejsearrangør udvikler specielle tilbud til EatCard og der ydes ikke yderligere rabat på disse. Dette gælder også i særlige tilfælde for restauranter.

2.6 Ved brug af kortet i delikatesseforretninger skal kortet fremvises før betaling. Rabatten i de forretninger der er tilknyttet EatCard er 10% og rabatten gives på det samlede køb. Der ydes dog ikke rabat på i forvejen nedsatte varer.

2.7 Bruger du et gavekort udstedt af EatCard, eller af billetnet.dk på vegne af EatCard, som betaling sammen med dit EatCard på restauranter og i delikatesser, så fratrækkes værdien af gavekortet først. Dernæst trækkes den rabat, du er berettiget til jf. EatCards betingelser. Er regningen på 1.000 kr. fratrækkes gavekort værdien på f.eks. 500 kr. og derefter 10% rabat (1000 kr. - 500 kr. = 500 kr. - 10% = 450 kr.). Gavekort udstedt af EatCard eller af billetnet.dk på vegne af EatCard har en løbetid på 1 år og kan ikke ombyttes til kontanter. Der gives ikke penge tilbage ved køb på mindre end gavekortets pålydende.

2.8 EatCard kan ikke benyttes som betalingsmiddel.

2.9 Eventuelle uenigheder om hvorvidt rabat er korrekt fratrukket skal løses mellem dig og vores samarbejdspartnere og er EatCard uvedkommende.

2.10 Rabat der opnås via EatCard kan ikke kombineres med rabatter på andre kort eller andre tilbud.

2.11 EatCard skal aktiveres på www.eatcard.dk, hvor du også kan oplyse navn, adresse, e-mail adresse, mobilnummer mv. Du kan også downloade vores App til iPhone eller Android og aktivere dit EatCard der, så har du altid alle aftalerne og dit EatCard med dig.

2.12 Dit EatCard er personligt, og må ikke overdrages eller benyttes af andre end dig.

3 Ikrafttræden og varighed

3.1 Din aftale træder i kraft på tidspunktet for din accept af EatCards betingelser, og hvor du har indgået din aftale via EatCards hjemmeside træder aftalen i kraft på tidspunktet du modtager en ordrebekræftelse fra EatCard.

3.2 Med mindre andet fremgår af de individuelle betingelser, løber aftalen til den opsiges af dig i henhold til punkt 3.3 eller af EatCard.

3.3 Du kan til enhver tid opsige aftalen til udløbet af en aftaleperiode med minimum 30 dages varsel. Hver aftaleperiode beregnes som 6 eller 12 måneder fra indgåelsen af din aftale med EatCard. Det vil sige, at såfremt du har købt abonnement for et år og indgået din aftale den 15. marts, kan du senest opsige aftalen den 15. februar året efter. Din opsigelse skal være skriftlig, enten elektronisk eller ved brev og du skal samtidig returnere dit EatCard til EatCard A/S med posten. I det tilfælde at dit kort er bortkommet og du ønsker at lukke din konto beder vi dig venligst skriftligt meddele os, at du opsiger dit abonnement. Du skal vedlægge den ordrebekræftelse du har modtager fra EatCard pr. e-mail.

4 Medlemskab, abonnementsbetaling og priser

4.1 Et EatCard medlemskab koster 295 DKK / 345 SEK / 345 NOK / 39 EUR pr. halvår eller 495 DKK / 595 SEK / 595 NOK / 69 EUR om året. Betalingen for medlemskabet opkræves automatisk, og du får tilsendt et nyt kort. Priserne er inkl. moms/VAT og levering. Abonnementsopkrævningen sker via det kreditkort du betaler EatCard med første gang.

4.2 Den pris du skal betale for dit EatCard medlemskab i den første periode, er angivet i de individuelle vilkår eller i din ordrebekræftelse.

4.3 Såfremt du har givet EatCard som medlemskab til andre, så betaler du for første periodes medlemskab og det bliver ikke genopkrævet.

4.4 Hvis du har modtaget et EatCard medlemskab fra andre, er det uden omkostninger for dig.

5 Fortrydelsesret

5.1 Du kan fortryde den indgåede aftale efter forbrugeraftalelovens § 17.

5.2 Fortrydelsesfristen er 14 dage.

5.3 Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag du har indgået aftalen, jf. punkt 3.

5.4 Du har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten og om den bestilte tjenesteydelse. Fortrydelsesfristen løber ikke, før du har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papir eller e-mail). Fristen udløber dog senest 3 måneder efter den dag du har indgået aftalen.

5.5 Hvis du f.eks. afgiver din bestilling mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, har du frist til og med mandag den 15. Har du først fået oplysningerne senere, f.eks. onsdag den 3., har du frist til og med onsdag den 17. Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan du vente til den følgende hverdag.

5.6 Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal du underrette EatCard om, at du har fortrudt aftalen. Denne underretning skal ske skriftligt pr. brev, du skal blot sende underretningen inden fristens udløb sammen med dit EatCard. Hvis du vil sikre dig bevis for, at du har fortrudt rettidigt, kan du f.eks. sende brevet anbefalet og opbevare postkvitteringen. Underretning om, at du har fortrudt aftalen, skal gives til EatCard A/S, Schillerhuset, Nannasgade 28, 2200 København N, Danmark og dit kort skal sendes til samme adresse. Udførelsen af EatCards tjenesteydelser anses under alle omstændigheder for påbegyndt på det tidspunkt du første gang benytter dit EatCard. Er dette tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb gælder fortrydelsesretten kun indtil dette tidspunkt.

6 Personoplysninger

6.1 De oplysninger, som du giver til EatCard i forbindelse med indgåelsen af aftale med EatCard (navn, adresse, telefonnummer, e-mail adresse osv.), og de oplysninger du i øvrigt måtte give i forbindelse med brugen af dit EatCard, behandles fortroligt og bruges til at administrere din aftale med EatCard, til statistisk brug, til at forbedre EatCard, målrette tilbud til dig samt i forbindelse med anden kontakt med dig. EatCard indhenter oplysninger direkte fra dig samt fra de samarbejdspartnere, hvor du anvender dit EatCard. Med henblik på at kunne levere fordele, rabatter og tilbud af interesse for dig, behandler EatCard oplysninger om, hvor og hvordan du anvender dit EatCard.

6.2 EatCard indhenter ikke oplysninger om dig fra andre steder end, hvad der følger af disse vilkår.

6.3 Når du angiver personoplysninger via EatCards hjemmeside, sendes disse fra dig til EatCard i ikke-krypteret form. Personoplysninger gemmes af EatCard i en database på en sikker server, hvortil der ikke er offentlig adgang fra internettet.

6.4 Lovgivningskrav til erhvervsdrivendes regnskaber indebærer, at EatCard skal opbevare visse af dine personoplysninger i fem år. EatCard opbevarer alene dine personoplysninger i det omfang, det er lovligt.

6.5 Ifølge persondataloven har du mulighed for indsigt i og berigtigelse af de personoplysninger, der vedrører dig. Du kan ligeledes gøre indsigelse mod yderligere behandling af dine personoplysninger.

6.6 Ved indgåelsen af din aftale med EatCard samtykker du til, at EatCard er berettiget til, at overdrage dine personoplysninger til tredje mand i forbindelse med markedsføringssamarbejde, levering af tilgiftsydelser eller i tilfælde af et eventuelt helt eller delvist salg af EatCards virksomhed.

7 Cookies

7.1 For at lette din brug af EatCards hjemmeside anvendes såkaldte cookies. Det er små filer, som lagres på din computer. Du kan naturligvis altid selv slette cookien på din computer.

8 Markedsføring

8.1 Når du oplyser din e-mailadresse og mobilnummer i forbindelse med oprettelsen af dit EatCard, kan EatCard anvende e-mailadressen og mobilnummeret til at kontakte dig vedrørende den aktuelle aftale. Endvidere kan EatCard benytte e-mailadressen eller mobilnummeret til at markedsføre produkter og tjenesteydelser over for dig i det omfang, du har samtykket til at modtage sådant markedsføringsmateriale. Du kan altid fravælge at modtage markedsføringsmateriale ved at benytte linket herom i det elektroniske markedsføringsmateriale, som du har fået tilsendt.

9 Ændringer

9.1 EatCard forbeholder sig retten til at ændre priser og vilkår for EatCard, herunder disse generelle vilkår. Eventuelle ændringer varsles af EatCard via EatCards hjemmeside (www.eatcard.dk) eller via e-mail. Ændringer varsles 30 dage før ændringerne træder i kraft.

10 Kundeservice m.v.

10.1 Såfremt dit kort bortkommer udsteder EatCard et nyt mod et gebyr på kr. 100,00.

11 Kommunikation mv.

11.1 Al information fra EatCard sendes elektronisk via e-mail eller mobil, så det er vigtigt at EatCard altid har dine korrekte data. Du kan opdatere dine data på EatCards hjemmeside (www.eatcard.dk). For at logge ind skal du bruge din e-mailadresse og kortnummer.

11.2 Såfremt dine kontaktoplysninger ændres, skal du opdatere disse på EatCards hjemmeside.

12 Ansvar

12.1 EatCard påtager sig intet ansvar, herunder ansvar for direkte eller indirekte tab, som du måtte lide som følge af dit brug eller manglende brug af EatCard.

12.2 EatCard påtager sig endvidere intet ansvar for sine samarbejdspartnere eller for kvaliteten af deres ydelser.

13 Misligholdelse af aftalen

13.1 Hvis en part væsentlig misligholder aftalen, er den anden part berettiget til skriftligt at ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning for fremtiden.

13.2 Som væsentlig misligholdelse fra din side betragtes blandt andet udlejning, udlån, piratkopiering og anden uretmæssig anvendelse af og omgang med dit EatCard.

14 Overdragelse af aftalen

14.1 EatCard er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder og pligter efter aftalen til tredjemand. Du er alene berettiget til at overdrage rettigheder og pligter efter aftalen til tredjemand efter forudgående skriftligt samtykke fra EatCard.

15 Lovvalg og værneting

15.1 Denne aftale er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister skal indbringes for de danske domstole.

1. april 2014

EatCard A/S - Schillerhuset - Nannasgade 28 - 2200 København N – Danmark –  CVR 32441661 - www.eatcard.com